Rådgivende Ingeniører
Søg Luk søgning
Kontakt os

Til vores store fælles kvartalsmøde i sidste uge var der et festligt indslag på agendaen, inden de faglige emner blev vendt

Her fejrede vi nemlig, at fagleder for konstruktioner i ABC's afdeling for Nybyg, Alaa Taha, har opnået en enormt flot faglig milepæl. Han har siden 2019 været certificeret statiker til KK2, men har for nyligt opnået certificering til KK3/4. Dermed bliver han den sjette certificerede statiker til den højeste konstruktionsklasse i ABC. 

Alaa har været i ABC i snart 5 år, og i den tid har han ikke blot gjort sig bemærket som venlig og imødekommende kollega, der fremmer det gode sociale og faglige samarbejde, men også som en exceptionelt dygtig konstruktionsingeniør. Han har varetaget konstruktioner på nogle af de største og vigtigste projekter i løbet af hans tid i ABC. 

Her har han blandt andet brillieret med konstruktionsydelser på Frederikssund Kommunes byudviklingsprojekt, Vinge, der tilføjer 198 nye familieboliger i form af etageboliger, rækkehuse og punkthuse, Plejecenter Sjælsø, en udvidelse til plejecenteret med 148 nye plejeboliger på kanten af Sjælsø, Generationernes Kvartershus, et nyt tæt byggeri af plejehjem, seniorbofællesskab og daginstitution i Hillerøds nye bydel, Favrholm, der skal skabe bro på tværs af generationerne, samt Hvidovrevejs Butikstorv, en større revitalisering af området nær Hvidovre Station i form af renovering og nybyggeri af boliger, erhverv, parkeringsanlæg mm. 

Nu har han taget det næste store skridt i sin karriere, og er blevet certificeret til den højeste konstruktionsklasse i det danske bygningsreglement. Dermed kan Alaa varetage certificeringsydelser på byggerier af alle størrelser og kompleksiteter i landet. Og netop opkvalificering som denne, er noget, ABC i vidt omfang opfordrer til og prioriterer for vores medarbejdere - hvad end det gælder certificering eller andre former for udvikling. 

Ekspertisen og den faglige tyngde har været en essentiel del af vores strategiske målsætning fra dag ét

Det er således også grunden til, at ABC er ét af de ingeniørhuse, der for alvor satsede på certificeringsordningen, da den blev introduceret med BR18, hvorfor vi i dag også er på en delt førsteplads over de største certificeringshuse i landet, med 17 certificerede statikere, heraf 6 til KK3/4, hvoraf én også er tredjepartskontrollant. 

Vi tror på værdien i, at de certificerede rådgivere ikke blot bliver inkluderet hen mod projektets afslutning, men at de i stedet bliver en aktiv ressource så tidligt som muligt. Ved at indtænke certificeringen i de tidlige faser af projektet, kan vi komme mange af de faglige udfordringer i forkøbet, som ellers står i vejen for sluterklæringer, ibrugtagningstilladelser og lignende, så vi for så vidt muligt undgår store flaskehalse i certificeringsprocessen. 

Derfor er vi også både glade og stolte over, at Alaa har opnået denne flotte karrieremilepæl! Virkelig godt gået Alaa, kæmpe tillykke med det!