Rådgivende Ingeniører
Søg Luk søgning
Kontakt os

Om ABCarpentry

ABCarpentry er et in-house udviklet digitalt værktøj, der gør det muligt at udarbejde konstruktionselementer i biogene materialer, som kan sendes direkte til robotproduktion. Værktøjet genererer automatisk rammeelementer og detaljerede samlingspunkter, hvilket skaber en bygningsgeometri, hvor alle konstruktionselementer er klar til produktion uden yderligere manuelle mellemled.

Når elementerne forlader robotproduktionen, leveres de som et komplet samlesæt direkte til byggepladsen, inklusive projekt- og elementspecifik dokumentation, der følger materialerne hele vejen til montagen. Resultatet er en effektiv, gennemsigtig og langt mere strømlinet proces fra design til færdigt byggeri.

Mødet mellem det traditionelle og det moderne

Træ har været et fundamentalt byggemateriale i årtusinder og har historisk formet vores nordiske byggetradition. Alligevel er det i takt med industrialisering og nye materialer i stigende grad blevet skubbet i baggrunden.

Med ABCarpentry kombinerer vi traditionens styrker med nutidens teknologiske muligheder. Gennem digitale designværktøjer, automatiseret datahåndtering og robotbaserede produktionsmetoder gør vi det igen realistisk og attraktivt at bygge i biobaserede materialer. Samtidig arbejder vi med en dyb respekt for tømrerens håndværk på pladsen. Vores ambition er at udvikle løsninger, der understøtter håndværkeren, reducerer fejl og giver de bedste forudsætninger for at udføre arbejdet både effektivt og sikkert.

Ambition om et mere biobaseret byggeri

Biobaserede byggematerialer som træ udleder markant mindre CO₂ end traditionelle materialer som stål og beton. Derfor er der et akut behov for løsninger, der gør trækonstruktioner mere tilgængelige og konkurrencedygtige i moderne byggeri. 

ABCarpentry er udviklet for netop at fremme denne omstilling. Værktøjet gør det enkelt at projektere og producere skeletkonstruktioner i biogene materialer, uden at gå på kompromis med hverken præcision eller kvalitet.

Ved at strømline dokumentationsprocessen og effektivisere arbejdet med materialerne, allerede inden øjeblikket hvor materialerne ankommer til byggepladsen, adresserer vi én af de centrale udfordringer i byggeriet, nemlig den ofte lange og komplekse udførelsesfase. Denne udfordring er ekstra presserende for trækonstruktioner, da de gavner særligt af en hurtig opførelse. Målet er at gøre de biobaserede og bæredygtige løsninger til det lette valg.

Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Fordelene ved robotproduktion

Træbyggeri er særligt sårbart i opførelsesfasen, hvor det nordiske klima kan påvirke rå træelementer negativt. Derfor er hastighed og præcision afgørende – og her skaber robotproducerede elementer en markant fordel. Ved at skræddersy konstruktionerne i ABCarpentry, og automatisere både produktion og dokumentation, forkorter vi udførelsestiden og sikrer et sundere byggeri.

Robotproduktion giver samtidig højere kvalitet og en mere ensartet udførelse, da hvert element kan kontrolleres, optimeres og forbehandles, før det når byggepladsen. Gennem samarbejde med førende aktører inden for robotproduktion kan vi automatisere vejen fra model til montage og tilbyde konkurrencedygtige priser via vores partnernetværk. Den automatiserede datahåndtering gør desuden, at samlingsvejledninger og markeringer på elementerne altid afspejler de nyeste, mest præcise oplysninger.

  • Højere kvalitet og produktivitet gennem ensartet robotproduktion og forbehandling
  • Direkte sammenhæng mellem elementer og dokumentation via automatisk genererede samlevejledninger og print på komponenterne
  • Kortere og mere sikker byggeproces, der reducerer vejrproblematikker og minimerer forsinkende fejl på pladsen

ABCarpentry er brugt til god effekt på Bakkekvarteret

I Frederikssund Kommunes nye bydel, Vinge, har bygherre Ikano Bolig opført Bakkekvarteret, et boligområde, der omfatter opførelse af 88 nye, CO2-optimerede rækkehuse. 

Det er LCA-beregningerne, der har sat dagsordenen på projektet. Der er derfor udført omfattende LCA-beregninger på projektet, som har været udslagsgivende for byggeriet, da man netop har arbejdet sig baglæns fra en ambition om lavest mulig udledning, og har projekteret fra det udgangspunkt. 

Hensigten er, at Bakkekvarteret efter de kommende byggeregler, skal udlede under 5kg/CO2-ækv./m2/år. For at opnå så lavt et CO2-aftryk som muligt, udføres husenes konstruktioner og terrændæk hovedsageligt i træ. Forventningen er, at projektet opnår Svanemærkning.

Her har vi brugt ABCarpentry til parametrisk at designe træskeletvægge, som er sendt direkte til produktion og derefter sendt til byggepladsen bearbejdet og klar til montage. 

Vil du høre mere om ABCarpentry?

Jesper Wallaert
Forretningschef, Digitalisering og Partner
+45 4290 5133
Morten Norman Lund
Computational designer
+45 5188 9423