Rådgivende Ingeniører
Søg Luk søgning
Kontakt os

Ved Byggesocietetets Nytårskur, der i år blev afholdt på Tivoli Hotel & Congress Center, blev Det Grønne Fyrtårn 2026 traditionen tro overrakt til en aktør i byggeriet, som har skabt fokus på at fremme bæredygtige ejendomme i Danmark, og skubber til den grønne omstilling i branchen. 

Og vi er virkelig stolte over, at prisen i år gik til det stærke projekthold bag Høje Taastrup Rådhus, ledt an af bygherre Ikano Bolig, som ABC har været en del af. Med Det Grønne Fyrtårn ønsker Byggesocietetet og Realkredit Danmark at "øge fokus på det store potentiale i renovering og transformation af den eksisterende bestående bygningsmasse i Danmark." Og det er lige præcis dét, Høje Taastrup Rådhus gør. 

Projektet demonstrerer netop potentialet i at skabe nyt ved at tage udgangspunkt i det, vi allerede har. Den gamle, utidssvarende administrationsbygning, oprindeligt opført i 1980, transformeres til 200 Svanemærkede boliger, som skal hjælpe til at løse det voksende boligbehov i kommunen - og ikke nok med det, så tilføjes der en ekstra etage på bygningen og bygges også nye byhuse ovenpå taget. 

Derved formår man at bevare så meget som muligt af den eksisterende bygningsmasse, men omdanner den til at tilgodese samfundets nye behov, og tilføjer endda yderligere boligmasse på det eksisterende areal, så den begrænsede grundplads benyttes optimalt. Men oprindeligt var det egentlig slet ikke meningen, at bygningen skulle bevares: 

Citat

"Oprindeligt var tanken faktisk, at det gamle rådhus skulle rives ned, og at der skulle bygges nyt i stedet. Men her tog bygherre Ikano Bolig meget hurtigt en beslutning om, at de ville bevare så meget som muligt af den eksisterende bygningsmasse som muligt, og bruge den som grundlaget for hele projektet. Det er en modig beslutning, da det ofte kan være fristende bare at rive ned og starte forfra, men her vandt principperne altså. Derfor synes jeg, at Høje Taastrup Rådhus er en værdig vinder af prisen."

Mathis Eriksen, Partner og Forretningschef for Projektstyring, ABC Rådgivende Ingeniører

Og netop modet er noget af det, som Byggesocietetet og Realkredit Danmark lægger vægt på i deres kriterier for prismodtagerne: "En prismodtager skal have bidraget med noget modigt, afgørende og inspirerende inden for renovering eller transformation af ejendomme der har resulteret i et reduceret klimaaftryk.

Forhåbentlig kan projektets succes være med til at inspirere resten af branchen til altid at begynde med en undersøgelse af potentialet i det, vi allerede har til rådighed, og på den måde bidrage til, at vi i langt større omfang bevarer og forbedrer, frem for at smide væk. 

Tusind tak, både til vores projektpartnere på Høje Taastrup Rådhus, Ikano Bolig, Lendager og Thing Brandt Landskab, og ikke mindst tak til Byggesocietetet, Realkredit Danmark og juryen bag overrækkelsen af Det Grønne Fyrtårn 2026!

Vil du læse mere om Høje Taastrup Rådhus?

Transformation af 17.000 m2 gammel rådhusbygning, 1.800 m2 nybyg, samt af den 100.000 m2 store byggegrund.

Planen var oprindeligt, at det gamle Høje Taastrup Rådhus skulle rives ned og nye boliger skulle opføres på grunden. Men bygherre Ikano Bolig besluttede, at så meget af den eksisterende bygningsmasse skulle genanvendes som muligt, og hermed gik Danmarks største transformationsprojekt af sin slags i gang.

Den 17.000 m2 store bygning, Høje Taastrup Rådhus, opført i 1980, totalrenoveres, og omdannes til 200 Svanemærkede boliger i 2-5 værelsers størrelse fra ca. 50 - 120 m2. 

Der tilføjes en ekstra etage ovenpå rådhuset og der etableres byhuse på taget. Udover transformation af den eksisterende konstruktion, omfatter projektet også nybyggeri af omkring 130 rækkehuse på mellem 80-115 m2 og 2-5 værelsers størrelse samt en 1.500 m2 dagligvarebutik. Dertil kommer et omfattende løft af den 100.000 m2 store rådhusgrund, hvor der anlægges grønne områder og løbestier, og den gamle varmecentral, placeret centralt på pladsen, omdannes til bydelshus.

Vil du høre mere om Høje Taastrup Rådhus?

Thomas Flinker Torp
Forretningschef, Transformation og Partner
+45 2677 2312
Thomas Callesen
Afdelingsleder, Transformation
+45 2893 1841

Billeder fra præmieoverrækkelsen ved Byggesocietetets Nytårskur 2026