Sammenmatrikulering af én fredet og én bevaringsværdig bygning, samt ca. 10.000m2 nybyg, til udstillinger, salg, events mm.
- Adresse
- Kongevejen 79-85, Kongens Lyngby
Info
- Bygherre
- K. W. Bruun
- Areal
- 17.500m2
- Arkitekt
- Lundgaard & Tranberg Arkitekter
- Projektperiode
- 2021-2023
- Entreprenør
- EK. Entreprise
- Anlægssum
- Fortrolig
Classic Car House i Kgs. Lyngby er et komplekst, multifunktionelt byggeri, der er samlingspunkt for klassiske og historiske biler, med dertilhørende museum, eventlokaler, restaurant og café, bilhandel og -hotel, samt værkstedslokaler
Bygningen er en del af fonden K. W. Bruun & Co., der har rødder tilbage til 1914, hvor stifter K. W. Bruun solgte sine første biler. Den familieejede fond ledes i dag af 4. generationsled af Bruun-familien.
Projektet er en omfattende sammenmatrikulering af to eksisterende konstruktioner, en fredet bygning, Landbrugsmuseet, der tidligere var ejet af Frilandsmuseet, samt Virumgaard, en bevaringsværdig trelænget gård. Den fredede bygning blev omdannet til museums- og udstillingshus af klassiske biler, og den trelængede gård har fået anlagt bistro og diner i den ene længe, administrationsbygning og produktionskøkken i den midterste længe, samt festlokale med loft til kip i den tredje længe.
Projektet omfatter derudover nybyggeri af lokaler til K.W. Bruun bilhandel og ca. 10.000m2 bilhotel, samt etablering af en lang pavillon, der forbinder bilhotellet og den fredede bygning. Mellem bygningerne er der anlagt en ny brostensbelagt plads, der skal binde hele området og alle bygningerne sammen som en helhed.
Det totale projektareal, inklusive transformation og nybyg, tæller omkring 17.500m2 fordelt på 5 forskellige bygninger.
ABC er indgået i et stærkt projektsamarbejde med bygherrerådgiver EKJ, totalrådgiver og arkitekt Lundgaard & Tranberg, samt ingeniørrådgivere Jørgen Nielsen og underrådgiver SINUZ. ABC har leveret brandrådgiverydelser på projektet, herunder certificeret brandrådgivning i højeste brandklasse (BK4). Der har i brandrådgivningen været fokus på at bevare de gamle træ- og støbejernsbyggerier, særligt med henblik på åbenheden og de indvendige overflader i træ.
I ABC har vi specialiseret os i renoverings- og transformationsprojekter, for at undgå at spilde brugbart byggemateriale, samt for at nedbringe behovet for at producere nye bygningsmaterialer. Ved at genanvende så meget som muligt af den eksisterende konstruktion, undgår man både miljøsvinende transport af byggeaffald væk fra projektområdet, samtidig med, at man ikke skal producere nye CO2-tunge konstruktionselementer til byggeriet.
Da der i forbindelse med Classic Car House er tale om både fredede og bevaringsværdige bygninger, er meget givet på forhånd, da nedrivning ikke er tilladt. På denne type projekter får genanvendelse en helt anden betydning, da der ikke kun er tale om at genbruge bygningens skelet til nye faciliteter - I stedet skal man tænkte i at genanvende ikke blot bygningens bærende elementer, men også dens æstetiske udtryk, hvilket er en spændende rådgiveropgave.