Value Engineering af nyt 19 etagers tårn i det omfattende byudviklingsområde ved Rødovre Station
- Adresse
- Rødovre Stationsområde, Rødovre
Info
- Bygherre
- Rødovre City 2 ApS v. Gefion Group
- Areal
- 37.500 m2
- Arkitekt
- Arkitema Architects
- Projektperiode
- 2017-2021
- Entreprenør
- Sjælsø Management ApS
- Anlægssum
- Ca. 800 mio. DKK
Projektets karakter
Projektet omhandler udførelse af value Engineering på den største af de nye tårnkonstruktioner i det omfattende byudviklingsområde omkring Rødovre Station. Byudviklingsprojektet skaber et helt nyt boligkvarter til Rødovre, som tilføjer i alt ca. 650 boligenheder.
Den nye bydel får lyse facader og indeholder boliger af forskellig karakter, der bliver en blanding af lejligheder i én og to etager med udemiljøer i form af terrasser og altaner. De nye boligenheder indeholder blandt andet ungdomsboliger og boliger til singler, par og børnefamilier. Det bliver et tæt, urbant område med et gennemgående stræde, der er udformet med små lommer og nicher, som giver gode muligheder for udendørs aktiviteter, og hvor der er plads til supermarked, caféer og enkelte butikker, der også får mulighed for udendørsservering i området.
Mod vest rummer bebyggelsen tre store tårne, på henholdsvis 14, 16 og 19 etager, som er slanke i bygningens top, men som bliver bredere på de nederste etager mod strædet og udemiljøerne. Tårnene er fordelt så det ene tårn er beliggende på den ene side af Avedøre Havnevej, og to af dem er på den anden side. Byområdet bygges sammen med en ny toetagers byport, der skaber en ny forbindelse hen over Avedøre Havnevej, som kan krydses via en gang- og cykelbro.
Området får en udpræget grøn profil med beplantning, der bidrager med variation, biodiversitet, grønne facader samt læ og behagelige rekreative områder på gadeniveau. Udformning af området tager desuden højde for håndtering af regnvand med optimeret afledning via bl.a. regnvandsbassiner, render og faskiner.
Value engineering er udført på det højeste af de nye tårkonstruktioner, 'Tårn FT', på i alt 19 etager. Fokus i forbindelse med opgaven var på de primære udgiftsområder i tårnets konstruktion, herunder blandt andet betonvæggene samt bygningens fundamenter. Her blev undersøgelserne sammenlignet med tidligere udbud.
På de udvalgte områder for opgaven blev der valgt repræsentative vægge og fundamenter, hvortil der blev udarbejdet uafhængige tilbudsprojekter for blandt andet armering i vægelementer, antallet af korrugerede rør i vægelementer, antallet af GEWI-stænger i korrugerede rør, armering i bundplade mm.
Her blev der udført overslagsberegninger på baggrund af armeringsmængder, antal nødvendige korrugerede rør, vægtykkelser, fundamentstørrelser mm., som blev sammenlignet med det eksisterende projekt, hvorfra der blev udarbejdet anbefalinger til alternative løsninger, som blev vurderet mere bygbare og fordelagtige for projektet.