Rådgivende Ingeniører
Søg Luk søgning
Kontakt os
BIG - Bjarke Ingels Group

Info

Bygherre
Den A.P. Møllerske Støttefond
Areal
8.500 m²
Arkitekt
BIG - Bjarke Ingels Group & Creo Arkitekter
Projektperiode
2025 - 2029
Entreprenør
-
Anlægssum
323 mio. kr.

Projektets karakter

Projektet omhandler opførelsen af et nyt 8.500 m2 stort center for palliativ behandling ved Sankt Lukas Stiftelsens ejendom på Bernstorffsvej i Gentofte Kommune, som skal bidrage til at forøge hospicekapaciteten betydeligt.

Der opføres to nye bygninger på området, et nyt voksenhospice med 36 sengepladser og et nyt, større børne- og ungehospice med plads til otte indlagte familier. Når det står færdigt, vil centeret rumme Danmarks første dagshospice, specialiserede afdelinger for børn, unge og voksne, samt et udkørende hospiceteam, og vil årligt kunne tage sig af omkring 2.100 patienter. 

De omkringliggende omgivelser har været en stor inspiration i udformningen af de nye behandlingsfaciliteter. Konstruktionen forventes at have træ som et centralt bærende element, og klimaskærmen udføres bl.a. af gule genbrugsmursten fra de bygninger, der oprindeligt stod på grunden. På den måde bliver centeret en forlængelse af omgivelsernes historie. Bygningerne har detaljerede facader af gule genbrugstegl og synlige trækonstruktioner og træoverflader indenfor. 

De to nye hospicebygninger bliver forbundet og omgivet af en stor sansehave, der rummer naturtyper fra hele Danmark. Uanset hvor man kommer fra i landet, vil man derfor kunne opleve haven som hjemlig og et sted, der bringer minder frem. Når de to hospicebygninger står færdige, vil de imødekomme den særlige situation, patienter står i, når de rammes af livstruende sygdom.

Naturen er også indtænkt som en helt central del af projektet, ikke kun i materialevalg til konstruktionerne, men også i bygningernes udformning. Både de private værelser og fællesarealerne er tegnet således, at dagslyset og de grønne omkringliggende områder er synlige, og alle private værelser har direkte adgang til det fri. Alle patientstuer har private balkoner eller terrasser, og i fællesrummene kan patienter og pårørende mødes eller gå ud i smukke haver.

Projektet er muliggjort med en 260 mio. DKK donation fra Den A. P Møllerske støttefond, en 100 mio. DKK donation fra selskabet Sorana A/S, samt egenfinansiering fra Sankt Lukas Stiftelsen.

BIG - Bjarke Ingels Group

Citat

"Sankt Lukas Hospice og Lukashuset er på mange måder et fantastisk projekt. Især i forhold til samarbejdet med Den A.P. Møllerske Støttefond og BIG, og så har der været et stort fokus på biogene og bæredygtige materialer, som bare føles rigtigt. Det er ret unikt, at skabe så smukke rammer for mennesker, der går deres sidste tid i møde. Så jeg er både stolt og beæret over at bidrage til sådan et projekt."

Miki Kobayashi, Forretningschef & Partner
BIG - Bjarke Ingels Group
BIG - Bjarke Ingels Group

Bæredygtighed

I ABC har vi specialiseret os i renoverings- og transformationsprojekter for at undgå at spilde brugbart byggemateriale, samt for at nedbringe behovet for at producere nye bygningsmaterialer. 

Sankt Lukas Hospice og Lukashuset skal indgå i tæt samspil naturen. Dette bidrager ikke kun til bedre rammer for centerets patienter, materialevalget er også med til at nedbringe byggeriets CO2-aftryk, idet store dele af projektet udføres i træ. 

Det er ofte de bærende konstruktioner, der udgør den tungeste klimapåvirkning ifm. et byggeri, og produktionen af trækonstruktionselementer udleder generelt mindre CO2 end andre traditionelle konstruktionselementer i f.eks. stål og beton. 

Derudover er valget af genbrugsmaterialer fra de omkringliggende bygninger også et mere klimavenligt valg, idet det både medfører, at der skal produceres færre nye byggematerialer, men samtidig også nedsætter mængden af transport til og fra byggepladsen.

Vil du vide mere om Sankt Lukas Hospice og Lukashuset?

Miki Kobayashi
Forretningschef, Nybyg og Partner
+45 2840 5003